Klokkebusk – Weigela

Drydbuske til haven er nemme at passe. De er sunde, robuste og tåler almindelig havejord.

Det gælder også for klokkeblomsten, som er en løvfældende opretvoksende busk. Afhængigt af sorten bliver de fra under 1 m til 3 m høje. De kraftige grene fremkommer som dejligt frodige og blomstringen, som starter i maj-juni måned fortsætter oftest helt hen i efteråret. Den første blomstring stammer fra forrige vækstår. De efterfølgende sporadiske blomster er dannet indenfor samme år.

Beskæring
Klokkeblomsten kan godt virke noget grov efter 4-5 år i haven. Så er det tid til at beskære for at forynge busken. Det er ikke nødvendigt, men busken vil blive kønnere af det. I det tidlige forår - eller det sene efterår, når busken har smidt bladene, kan man fjerne nogle af skuddene. Klip ved basis ca. 1/3 af de ældste og tykkeste grene af og fjern dem. Gør det ca. hvert andet år, så vil busken fremstå mindre "skruppet" og meget mere frodig. Har man i haven et meget gammelt eksemplar af busken, kan man lave en ganske barsk beskæring. Tidspunktet er det samme - sen efterår eller tidlig forår. Fjern hele busken i ca. 10-15 cm højde fra jordoverfladen. Den vil nu vokse op fra bunden med helt nye skud. Første år vil blomstringen være meget moderat og komme sent på sommeren, men allerede andet år efter denne beskæring, vil busken igen være helt flot med friske skud og et væld af dejlige blomster i maj-juni måned.

Sorterne
'Bristol Ruby' og 'Eva Rathke' er begge mørkerøde. 'Bristol Ruby' bliver 2-3 m høj, mens 'Eva Rathke' kun bliver 1-1,5 m høj.
Indenfor arten florida findes flere gode sorter. Bl.a. 'Purpurea', som bliver 1 m høj, rosafarvede blomster og purpurfarvede blade. 'Variegata' har hvidbrogede blade, rosa blomster og er en tæt lille busk.
Blandt de mange hybrider eller krydsninger findes:
'Brigela', ca. 1 m høj, gulbroget løv, mørkerøde blomster.
'Minuet', ca. 0,5 m høj, purpurgrønt løv og rosarøde blomster.
'Red Prince', ca. 1,5 m høj busk m. mørkerøde blomster og grønt løv.
'Styriaca', ca. 1,5-2 m høj, mørkerosafarvede blomster og grønt løv.
'Snowflake', ca. 1,5 m høj, hvide blomster og grønt løv.