Pelargonier – Pelargonium

Planten fra Sydafrika, som findes i mange arter og krydsninger der gennem mange års forædlingsarbejde stadig kan købes i nye sorter. Bruges ofte som terrasseplante, men kendes af de fleste fra vindueskarmen og stuen. Det er ikke vinterhårdføre planter og skal, for at kunne overvintre, graves op eller flyttes i krukker i ly for frosten og vinden.

Plejen af planterne
Køb pelargonier om foråret. Nyd den første blomstring indenfor. Sæt ikke planten for tørt eller for varmt, for så stopper blomstringen. Pelargonier er godt nok varmeelskende planter, men klarer fint at stå ganske køligt.
Når den sidste risiko for nattefrost er overstået i maj måned, kan man nemt sætte planterne udenfor. Sæt dem i krukker eller plant dem ud i blomsterbedet. Klip de afblomstrede blomsterstande af for at fremme blomstringen. Vand og gød jævnligt og vær især opmærksom på at pelargonier i potter ikke må stå i for våd jord. Sørg for at krukkerne har rig mulighed for at komme af med overskydende regnvand.
Nyd de dejlige rigtblomstrende pelargonier hele sommeren.
Når efteråret melder sin ankomst, og der berettes om mulig nattefrost, er det tid til at få bjerget pelargonierne. De kan godt tåle temperaturer ned til frysepunktet, så de kolde nætter i september og oktober er ikke nogen trussel mod dem. Flyt krukkerne indenfor, grav planterne op og sæt dem frostfrit, men gerne lyst. Klip toppen kraftigt tilbage. Nu går planten helt i hvile over vinteren. Sørg for at vande sparsomt gennem perioden.
Det følgende forår kan man ompotte pelargonierne med nyt gødningsberiget spagnum. Hurtigt vil de nye skud bryde frem, og planten er klar til endnu en sæson i din vindueskarm og have.

De mange sorter
Pelargonium grandiflorum hybrider. De engelske pelargonier.
20-30 cm høje planter med store, flotte takkede blade. Store blomster, som sidder i skærme. Fås i farverne, hvide, rosa, laks, rød og violette farver.
Tip Top pelargonier.
10-20 cm høje planter med mindre, duftende blade. Fås i mange farver.
Pelargonium graveolens, rosengeranie.
Op til 1 m høje planter med grønne, brogede, langstilkede indskårne blade. Duftende blade og stængler. Blomstringen er mindre udbredt på rosengeranier, hvor det er bladene og duften, som man køber dem for.
Pelargonium zonale, rundbladet pelargonie.
Kompakte planter, som dog kan bliver 0,5 - 1 m høje. Bliver ofte lidt "langbenede" efterhånden som de nederste blade falder af. Runde, hårede blade med duft. Blomsterne sidder samlet i klaser på lange blomsterstilke.
Fås i hvide, rosa, røde og laksefarvede nuancer. En af de mest populære pelargoniesorter 'Dronning Ingrid', hører til de rundbladede pelargonier.