Reparation af græsplæne
Græsplænen er et vigtigt element i vores haver og vi vil helst have at den er jævn, grøn, uden mos og med lige kanter. Det er ikke helt ukompliceret at få græsplænen til at opfylde alle vores krav og det kræver ofte lidt af en indsats for at få det til at virke.
Kanten forsvinder
Når der er blomsterbede langs kanten af græsset hænder det, at planterne vokser ud over græsset. Det gør i og for sig ikke noget, men det har konsekvenser for græsset, hvis de planter, der vokser ud over græsset er så kraftige, at der ikke kan trænge lys ned til græsset og det derved går ud.
1. Klip busken eller stauden tilbage, så den ikke vokser udover græsset igen.
2. Tilpas dernæst en plade eller bræt, så den ulige kant bliver dækket.
3. Skær rundt langs kanten - hele vejen rundt.
4. Løsn med en skovl selve tørven, som er skåret frit og vend den rundt, så græskanten genetableres.
5. Det bare stykke er nu "inde i" plænen, mens kanten er genetableret.
6. Fyld lidt friskt jord i "hullet" og genså pletten med græsfrø.
Ujævn kant
Ønsker man en helt lige kant, er det nødvendigt at rette kanten mindst én gang om året. Spænd en snor, hvis bedet har lige kanter. Skær med en gammel brødkniv eller hak med spaden, så snoren afmærkes. Grav den tiloversblevne græstørv af og fjern den. Er kanten skarp nok, men vokser græsset ud over kanten, kan den afgrænses ved at bruge en kantklipper. Den fås i en håndmodel og i motoriseret form. Når græskanten bliver klippet af, skal man huske at fjerne afklippet. Det indeholder nemlig ofte en masse næsten modne græsfrø, som straks spirer, når det møder jorden. Er græsbedet ikke en lige kant, men en buet kant, kan man sagtens afrette formen alligevel. Læg haveslangen ud, så formen "gen" oprettes. Skær eller hak formen i den ønskede bue og fjern på samme måde tørven, der er tilovers.