Tid til haven
Forårsklar – kom ikke bagud, men vent til haven er klar
Man må knibe sig lidt i armen og sikre sig, at det ikke er en drøm, men derimod det dejligste forårsvejr med et væld af forskellige blomsterløg, som efter en længere efterårslignende periode (for vinteren udeblev vist), er helt klar til at byde den første kalender-forårsmåned velkommen.
Der er masser at tage sig til i og omkring haverne. Havearbejdet synes næsten at stå i kø for at blive taget fat på. Flere har allerede slået plænen, for græsset vokser rigtig fint i en vinter som denne. Andre venter på at vandet trænger væk – der står nemlig stadig vand i mange haver.
Far med lempe
Der er stor forskel på, hvor meget vand de enkelte haver lider under. Kan du mærke, at jorden giver efter, når du går på den, så skal du finde på noget andet at lave. Du træder nemlig jorden i stykker, hvis du begynder at arbejde med den, når den er 100% vandmættet. Tung trillebørskørsel på en våd jord eller våd græsplæne giver ikke noget godt resultat. Brug dine kræfter på andet havearbejde, for der er meget, som kan gøres.
Hjælp din have
Når man har mange løvfældende buske og træer, så lægger bladene sig i bede og på græsplænen. Al den ekstra nedbør, som vi har været velsignet med i de sidste mange måneder har gjort bladmassen ekstra tung. Du kan derfor hjælpe planterne under bladdækket ved at fjerne dem. Ligger bladene på plænen, så skal du også fjerne dem herfra, så græsset kan få lys.
Man kan godt have en holdning til, at bladene bliver omsat i løbet af foråret, hvis de får lov at ligge i bedene, men ligger de i tykke lag, så anbefaler vi, at du fjerner laget, så planterne kan komme frem til lyset og gro. Bladene kan med rette lægges på komposten eller stakkes et sted i haven, hvor der ikke vokser planter.
Pynt op til foråret
Et andet skønt gøremål er at pynte op til foråret. Alt det grå er på retur, og nu skal der blomster med farver til at vække os af den mørke og våde årstid. Lige nu er der et stort udbud af alle forårets skønne planter i dit lokale havecenter. Find dine krukker frem fra gemmerne, rengør dem med en stiv skurebørste og lidt vand, hvis du bedst kan lide dem rene. Planterne er lidt ligeglade om de er helt rene, og måske passer det rustikke look godt ind i din havestil?
Brug de mere hårdføre til krukkerne ude, for vejret er stadig ustadigt, og der er meldinger om flere frostnætter. Nogle af de mest egnede planter til forårets krukker, og som kan tåle lidt frost er:
• Påskeklokker
• Stedmoderblomster
• Hornvioler
• De fleste blomsterløg
Er du i tvivl, så spørg din gartner til råds.
Kalkning, beskæring og gødskning
Kalkning
Er der mos i din plæne? Det er der i min, og jeg vil ud og strø kalk på de steder, hvor der er mest mos. Den våde periode har fremmet mos, og de steder, hvor jorden har en lav surhedsgrad, vil mosset vokse endnu bedre. Kalk er med til at hæve surhedsgraden, så derfor er det en god idé at dosere kalk til plænen her i det tidlige forår. Doseringen afhænger af, hvilken type kalk, som du anvender, og du kan finde oplysningerne på selve produktet.
Beskæring
Der er meget som kan beskæres i det tidlige forår. Mange kan godt være lidt bekymrede for at beskære havens planter, og det er meget forståeligt. Ærgerligt er det jo at komme til at ødelægge noget. Mange af vores haveplanter kan i princippet godt vokse uden at du beskærer dem, så beskæring er mest målrettet de haveejere, som gerne vil have lidt flere blomster, lidt mere kompakte planter og ønsker at reducere størrelsen på planterne, så de ikke bliver for store.
Følg disse enkle råd:
• Sørg for at værktøjet er i orden. Saksen skal være skarp og saven må ikke være sløv
• Klip og sav så arret er så lille, som det er muligt
• Prydbuske kan med fordel beskæres ved at fjerne 1/3 af de ældste grene helt ved basis
• Roser, lavendler og sommerfuglebusken skal du vente med at beskære lidt endnu (april måned)
• Planter, som tilhører gruppen af ”blødere” må du først beskære til sommer (ahorn, kirsebær (alle typer), sydfrugter (fersken, nektarin, abrikos), valnød, birk og blommer
Gødskning
Forårsstart er lig med forårsgødskning. Roser, græsplæne, frugtbuske, frugttræer, prydbuske, rabarber, asparges, hække, stenbedet, rododendronbedet ect. Det er tiden til at give mange af dine planter i din have lidt at leve af.
Argumentet om at undlade at gøde græsplænen, fordi man ellers hele tiden skal slå den, er ikke brugbart. Undlader du at gøde græsset, så bliver plænen tynd, og det giver plads til at både ukrudt og mos.
I dit lokale havecenter kan du få både rådgivning og se flere forskellige udgaver af gødning til din have.
HUSK at naturgødning er genanvendelige produkter, der indgår i naturens kredsløb, når du bruger dem i din have.
Det er forår og alting klippes ned
… der beskæres i buskadser og budgetter. Vi kender nok alle Poul Dissings fremføring af Benny Andersens tekst og mange nyder at synge den fabelagtige tekst fra denne sang, som hylder forårssolens helbredende virkning. Uanset hvor meget man skylder i skat, har caries i tandkødet eller om det er alderen, der trykker, så ophæver forårssolen den lidt trælse stemning. Alle – også dem uden buskadser – trives bare bedre, når solen livgivende skinner. Både de motoriserede cykler og dem med rugbrødsmotor fylder på vejene, ungerne drøner rundt på græsset og spiller bold eller hopper i trampolin, mens os med buskadser skal have fundet saksen frem.
Roserne står først og fremmest på listen, men når de er klippet ned, så er der et par andre relevante planter, som skal klippes ned.
Hortensia
Der er overordnet to grupper af hortensia.
Gruppe 1: dem, der blomstrer med knopper dannet sidste sommer
Gruppe 2: dem, der blomstrer med knopper, som først dannes i år
Gruppe 1
Almindelig hortensia (Hydrangea macrophylla) danner deres blomster i enden af sidste års skud. De skal derfor IKKE klippes nu. Fjern dog gerne de visne blomsterhoveder fra sidste års blomstring. Klatrehortensia (Hydrangea anomala ssp. petiolaris) hører også til gruppe 1. Hortensia i gruppe 1 blomstrer allerede fra juni måned.
Gruppe 2
Havehortensia (Hydrangea paniculata) og træagtig hortensia (Hydrangea arborescens) danner deres blomster på dette års skud, og kan med fordel klippes tilbage, så der kun er 2 – 3 knopper på hver gren (svarer til 20 – 25 cm). Gruppe 2 hortensia blomstrer først fra slutningen af juli og ind i efteråret.
Er du i tvivl om, hvilken gruppe dine hortensia tilhører, så tænk på, så ret dig efter blomstringstiden eller spørg din gartner i dit lokale havecenter.
Lavendel
Nu er det også tid til at få klippet lavendelbuskene ned. Jo kraftigere en tilbageklipning du kan udføre, jo mere kompakt og fin blomstring får du. HUSK aldrig at klippe længere ned, end der stadig er synlige blade på planten.
Sommerfuglebusken
I år er sommerfuglebuskene grønne, men det er de ikke altid. Ofte snupper vinteren ca. halvdelen af skuddene, og derfor vil buskene vokse og danne en forholdsvis kompakt version. Du behøver ikke klippe dine grønne sommerfuglebuske, men hvis du ønsker en mere kompakt busk med mange blomsterbærende skud, så skal du klippe busken tilbage nu. Ældre buske klippes til ca. 50 cm, mens unge buske godt må klippes ned til ca. 30 cm.
Red planterne
Du har måske stødt på denne bemærkning hos din gartner i havecentret ”Pas nu på med at få plantet sommerblomster, tomater og agurkeplanter alt for tidligt – der er stadig risiko for at vi får en periode med koldt vejr”. Irriterende, når man nu lige har behov for at få plantet til og glæde sig til at se det hele blive flot og frodigt.
Desværre får gartneren ret – han har jo også en hel masse planter, som han skal passe på, OG så har han en årelang erfaring med det drilske forårsvejr. Meteorologerne er sikre i deres sag, når meldingen om risiko for nattefrost er tilstede den næste uge. Måske vil det ikke være længerevarende kulde, men et par timers frost, når solen bryder frem i den tidlige morgenstund er nok til at skade planterne.
Sådan kan du redde dine planter
- Alt hvad du har mulighed for at tage helt ind i din bolig, skal du flytte ind. Om dagen vil planterne have størst glæde af at komme ud igen, men bliver det for stort et arbejde, så behold planterne inde til vejret retter sig.
- Har du et drivhus, så er klimaet lidt bedre her. Flyt derfor planterne ind i drivhuset til vejret igen byder på mildere vinde.
- Har du ikke mulighed for at beskytte planterne ved at flytte dem, så kan et tagudhæng og ly langs husmuren gøre en positiv forskel.
- Især rododendron og hortensia er sarte, så dæk dem med klæde, acryldug eller et gammelt lagen –husk at fjerne dækket om dagen
Er det for koldt til tomatplanterne?
Tomater, agurker og peber/chili bør ikke stå køligere end 8 grader C. Vi er mange, som allerede har startet lidt op med disse planter i drivhuset, og solen varmer huset dejligt op hele dagen. Nattens temperatur inde i huset er højere end udenfor. Alligevel kommer temperaturen ned under 8 grader i den kommende tid, så hvis du har mulighed for at flytte planterne – eller varme huset op med en varmeblæser, så sikrer du dine planters overlevelse.
Ude hos din gartner hentes de sarte planter ind i de store drivhuse, og mange steder dækkes mange af planterne med beskyttende fiber selv om de står ude - på den måde tager planterne ikke skade af den lidt barske start på maj måned.
De slyngende skønheder
Alt grønnes efter en lun april måned, hvor vi også havde fornøjelsen af at få en portion regn. Haverne er for alvor forvandlet til grønne oaser, og rigtig mange mennesker får deres daglige motion, når der lige skal ordnes lidt i bedene eller græsset skal slås. Træerne i haven har med deres nye klæder sat den ekstra tredje dimension på, og det er netop her de slyngende skønheder kommer ind i billedet. De er om nogen med til at få haven op i et niveau, hvor man fornøjes af blomster og frodighed.
Blåregn
I maj måned blomstrer blåregnen. I de lune egne – eller inde i storbyen, er der allerede fine blomster at spotte, men hvordan opnår man blomster år efter år? Det er et spørgsmål, som mange gerne vil have svar på.
Som du måske kan se på billedet, så dannes blomsterne ret tæt på hovedstammen. Gartneren har her klippet sidste års sideskud helt ind til 2 – 3 knopper. Det har han gjort i to etaper.
1. etape foregår i september måned, hvor de lange tynde slyngende skud klippes tilbage, så der er 15-20 cm tilbage.
2. etape er sket i vinter, hvor selvsamme sideskud er klippet yderligere tilbage og former selve blåregnens udseende
Klematis
Snart skal vi fornøjes af de tidligt blomstrende klematis. Ikke alle klematis blomstrer på samme tid, og især de første har en fantastisk og kraftig blomstring. Alle blomsterne er dannet sidste år, så her er det vigtigt at holde saksen i lommen, når der skal beskæres om vinteren – ellers klipper man blomsterne af. Hvis din forårsblomstrende klematis er blevet for kraftig og trænger til beskæring, så skal du vente til den har blomstret. I juni kan du klippe den helt eller delvist tilbage. Den nye tilvækst vil nå at danne nye knopper til næste års blomstring.
Det er forår og alting springer ud
Lige nu forandrer haven sig fra dag til dag. Nogle af de tidlige forårsløg takker af for i år og levner pladsen til nye, der endnu mangler at folde sig helt ud. Krukker, fade og kurve er fyldt op med pyntelige forårsløgplanter, for gartnerne har været flittige og tilbyder et stort og bredt udvalg. Smukt ser det ud, når de står sammen med årstidens stedmoder og primula.
Plant løgene fra krukkerne ud i bedet, når du skifter til næste hold blomster i dine krukker. I havens bede vil du kunne gense de smukke blomster til næste forår.
Fyld bedene op med løgvækster
Mange haver har et eller flere blomsterbede. I dem kan der være plantet stauder, buske eller evt. roser. Bedene er her i forårets næstsidste måned stadig lidt vinterlige i deres udtryk, for det er et fåtal, som for alvor er begyndt at røre på sig.
Hvorfor ikke lave en tidlig sæson med smukke forårsløg? Når løgplanterne er færdige med at blomstre, så tager de øvrige planter blot over til næste blomsterflor. Løgene generer ikke stauderne, og stauderne generer ikke løgene.
TIPS
Brug telefonens kamera og tag billeder af dine blomsterbede lige nu. Når du til efteråret kan lægge prydløg, så finder du blot billedet frem og ser, hvor der er plads
Fint skal det være – eller skal det?
I et staudebed er der altid en ekstra tjans her om foråret. De visne toppe skal klippes ned og man skal lige fjerne bladene, så de nye skud får lys og luft. Mange ønsker at lade blade og afklip blive i bedet, så det kan formulde og bidrage til jordens struktur. Det er en fin metode at have stauder på – man skal bare lige holde øje med, at blade og topaffald ikke dækker for de nye skud. Hvis man bedst kan lide, at der er ryddet op, så kør top og blade på komposten. Når materialet er formuldet, så kan det komme retur i staudebedet og gøre gavn.